Jeg er meget træt af mit arbejde, hvad skal jeg gøre?

Hej

Jeg har et dilemma.

Jeg er meget træt af mit arbejde indenfor det pædagogiske fag.

Jeg føler jeg er helt færdig der og har gjort det rigtig godt. Jeg har arbejdet inden for faget i over 15 år.

Arbejdstider og løn og vilkår er dårlige. Og jeg føler ingen anerkende for det jeg laver og jeg bliver mere og mere trist over ikke at kunne bare sige op.

Jeg har brug for et skift men ved ikke hvordan og til hvad.

Jeg har to børn teenager som bor hos mig meget af tiden.

Jeg føler et kæmpe ansvar for at mine børn har det de skal bruge og et stabilt hjem nu når de bor hos mig. Min økonomi løber rundt men jeg har ikke råd til egen betalt videre uddannelse.

Jeg har for en del år siden haft stress og fordi jeg er så pligtopfyldende og nemt sætter mine egne behov til side for andres.

Jeg er i vildrede

Jeg er i vildrede over om jeg skal noget stadig med mennesker eller noget helt andet.

Jeg mærker hvordan jeg bare bliver mere og mere trist over at skulle gå på arbejde som opfylder ikke det der gør mig glad.

Jeg har en masse styrker og kender mine værdier. Men det at skifte branche er rigtig svært. Mit netværk er lille og jeg har ikke en onkel i en anden spændende branche som kan få mig ind den vej som jeg ofte høre om.

Jeg har skrevet løbende ansøgninger rigtig mange og jeg kommer også til samtaler men det er i min egen branche for at komme væk fra den arbejdsplads jeg pt er på og igen bare et lignende job.

Jeg er dybt frustreret over efter måske 5 år stadig at søge på nettet efter karriere skift.

Hvad pokker gør jeg ?

Mvh Dorthe

 

Det kan du gøre, når du er træt af dit arbejde

Hej Dorthe

Først og fremmest mange tak for dit spørgsmål.

Jeg ser det som en kæmpe styrke, at du kan formulere dine frustrationer på den måde, som du gør. Det er også et rigtig godt udgangspunkt, at du allerede har arbejdet med dine styrker og værdier.

Jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Det er nemlig en helt uundgåelige del af at være træt af sit arbejde og af at lave et karriereskifte.

Når det er sagt, så skulle frustrationerne jo gerne udvikle sig til nogle løsningsmuligheder, så du kan komme videre i stedet for at sidde fast. For 5 år er lang tid at gå rundt med de samme frustrationer. Jeg kan godt forstå, at det påvirker dig meget.

Jo mere du grubler over dine frustrationer uden at handle på dem, jo mere frustreret vil du blive. Du kan altså ikke tænke dig til de rigtige svar på udfordringen her – du skal have handling på.

… Og det forstår jeg godt er svært, når din udfordring netop er, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at komme videre.

Lad os derfor bryde det hele ned og få sat nogle konkrete handlinger på, du kan tage fat i, når du har læst svaret her færdigt.

Vi ser først på din nuværende situation. Så vender vi blikket mod dit drømmescenarie, mod det der holder dig tilbage og til sidst vil jeg foreslå nogle ting, du kan gøre.

 

Derfor er du træt af dit job

 

For at have et job du er 100% tilfreds med, siger forskningen, at du skal have de her ting opfyldt:

 

  • Du skal have gode muligheder for at engagere og fordybe dig i dit arbejde og have indflydelse på det
  • Du skal føle, at du hjælper andre
  • Du skal have opgaver, du er god til
  • Du skal have gode kollegaer, der støtter og anerkender dig
  • Der må ikke være store negative faktorer (som f.eks. dårlig løn og dårlige vilkår, som du beskriver)
  • Og så skal du føle, at jobbet passer ind i resten af dit liv.

Ud fra det du skriver, kan jeg læse, at du mangler anerkendelse og at du oplever store negative faktorer i form af dårlig løn og dårlige vilkår.

Dét i sig selv er nok til, at du ikke trives på dit arbejde. For når bare ét af de seks punkter på listen mangler, er der stor sandsynlighed for, at du er utilfreds med jobbet.

Det er vigtig viden for dig. Både i forhold til at forstå utilfredsheden i dit nuværende job og til at have med i tankerne, når du søger nye udfordringer.

 

Husk også det positive i dit arbejde

Det er vigtigt at huske, at de negative tanker nemt kan overskygge de positive. Især som tiden går og du tænker: “Nu er jeg træt af mit job, at jeg kun har lyst til at sige op!”

For de tanker gør det svært at få øje på de gode ting.

Derfor er der en risiko for, at du kommer til at fortælle dig selv, at du er træt af alt ved jobbet. Men det er sjældent helt rigtigt. Det kan du se, hvis du prøver at dele det op i forskellige kasser – f.eks. ud fra de 6 faktorer for arbejdsglæde.

Så spørg også dig selv, hvad der rent faktisk fungerer på dit arbejde? Og hvad du gerne vil tage med dig videre, hvis du beslutter dig for at skifte karriere?

Hvad er succes for dig?

 
Jeg forstår godt, at du føler et stort ansvar for, at dine to teenage-børn oplever et stabilt hjem og at de har det, de skal bruge. På den anden side kunne der måske også ligge en stor værdi i at vise dem, at det er muligt at gå efter sine drømme – også selvom det gør fremtiden lidt mere usikker i en periode?

Det kunne i hvert fald også være en mulighed at vende det lidt på hovedet på den måde. For drømmer dine børn inderst inde om at du kan købe flere ting til dem? Eller om at se deres mor med julelys i øjnene hele året?

Jeg kender ikke svaret, men du kan tage overvejelsen med og evt. prøve at tale med dem om det. De gør sig sikkert også allerede mange tanker om deres kommende arbejdsliv. Derfor tror jeg, at I kan få noget godt ud af at tale om det sammen.

Hvad vil du hen imod?

Når jeg arbejder med målsætninger skelner jeg mellem “væk fra-mål” og “hen imod-mål”.

“Væk fra-mål” er tit dem, der skaber motivationen til forandring. Det er det også i dit tilfælde. Du vil gerne væk fra noget. Det kan man definere som et negativt mål – og ikke et mål, der skaber glæde i dig.

Når vi derimod taler om “hen imod-mål”, taler vi om det, vi drømmer om. Derfor ses det som et positivt mål.

“Væk fra-mål” skaber som sagt tit den indledende motivation til at vi må gøre noget. Problemet opstår, når vi ikke kender vores “hen imod-mål”. For så ved vi jo af gode grunde heller ikke, hvilken retning vi skal gå i.

 

Sådan finder du dit “hen imod-mål”

Du skriver, at du ikke ved, om du skal fortsætte med at arbejde med mennesker.

Min erfaring er, at langt de fleste af os godt ved, hvad vi drømmer om. Nogle gange kan vi bare ikke mærke det længere, fordi frygten for det ukendte og for, om det kan lade sig gøre, overdøver drømmene.

Kan du mærke en hvisken indeni, der fortæller, hvad du drømmer om at arbejde med?

Hvis ja, så skru op for den. Det kan du gøre ved at tage en pause – f.eks. i form af en lang gåtur alene.

Du kommer nemmest i kontakt med drømmene, hvis du også samtidig skruer ned for tankerne om, hvordan du skal opnå dem.

En af grundene til, at det kan være svært for os at finde vores “hen imod-mål” er nemlig, at vi begrænser os selv, når vi idéudvikler.

Når vi får en idé til noget, vi gerne vil, skyder fornuften idéen ned med det samme. Det sker, når vi straks stopper os selv ved at sige til os selv: “Nej vent, hvad tænker jeg på? Det har jeg slet ikke evnerne til og jeg mangler også erfaring til at gå den vej”. 

Til en start, skal du “bare” have kontakt til drømmene. Og så skal du prøve at se, om du kan få lavet nogle forskellige drømmescenarier i dine tanker.

Senere kan du begynde at se på, hvordan de hver især kan føres ud i livet.

Du kan dæmpe din indre kritiker og planlægger ved at spørge dig selv:

Hvad ville jeg arbejde med, hvis jeg var sikker på, at det blev en succes?

Skriv gerne dine tanker og idéer ned.

 

Fra tanke til handling – hvad holder dig tilbage? 

 Som jeg var inde på i starten, skal der handling til at vende dine frustrationer til gå-på-mod.

Igen, vil jeg gerne anerkende, at det er svært for dig at handle, når du ikke ved, hvad du skal gøre eller hvilken retning du skal kigge i.

Derfor får du her nogle helt konkrete forslag til ting, der kan hjælpe dig med at komme ud af dine frustrationer – også i forhold til nogle af de ting, der tidligere har holdt dig tilbage.

 

1) Klap dig selv på skulderen

Først og fremmest skal du klappe dig selv på skulderen!

Det lyder til, at du har været på overarbejde i lang tid – både på dit almindelige job inden for det pædagogiske fag og i dine egne tanker om din situation.

Det er et hårdt sted at befinde sig, så sig til dig selv, at det er helt okay, at det har taget tid og at du har gjort det bedste, du kunne.

 

 2) Sæt (og nedskriv) et “hen imod-mål” og en deadline

Det er frustrerende for dig at sidde fast i dine tanker. Derfor skal du have sat dig et “hen imod-mål” og bestemme, hvornår du skal tage en beslutning om at gå efter det eller lade være.

På den måde giver du dig selv noget luft og ro til at blive i den frustrerende og undersøgende fase lidt længere. Det er der nemlig brug for – for du skal ikke ud af den, du skal igennem den!

  

 3) Undersøg dine muligheder for efter- og videreuddannelse

 Du skriver, at du ikke har råd til at betale for uddannelse, der kan hjælpe dig videre. Den gode nyhed er, at det måske er muligt for dig at få støtte til det.

Hvis du er berettiget til støtten kan du få op til 10.000 kr. om året i tre år til at tage fag på godkendte akademi- og diplomuddannelser.

Find ud af, om du kan komme i betragtning til støtten på uddannelses- og forskningsministeriets hjemmeside.

Der findes også masser af andre muligheder for at tage gratis kurser på f.eks. Coursera og på Google.  

 

4) Brug dit netværk – også selvom det er lille

 

Det gode ved et netværk er, at det rækker længere, end vi selv kan se. 

Det betyder, at du ikke behøver at have en onkel, der kan hjælpe dig direkte. I stedet kan det være, at du har en ven der har en onkel, der kan hjælpe. Eller at din onkel har en kollega, der kan hjælpe.

Pointen er, at det ikke er til at vide, før du rækker ud. 

Et potentielt job- eller karriereskifte, som du står foran skal selvfølgelig håndteres med omtanke, når du rækker ud.

Det går ikke at sige: “Hej, jeg er træt af mit arbejde, kan du hjælpe mig?”. Men du kan sagtens søge inspiration og lægge følere ud hos dem, du stoler på.

På den måde kan de have dig med i baghovedet, når de hører om nogen eller noget, der matcher dig. Og lige pludselig kan der opstå muligheder, som ingen havde kunnet forudse. 

Derfor synes jeg bestemt ikke, at du skal opgive tanken om, at dit netværk kan hjælpe dig videre.

Hvis du ikke allerede er på LinkedIn vil jeg råde dig til at gå ind og oprette en profil der. På den måde kan du få et bedre overblik over dit netværk – også i 2. led med dem, du ikke selv kender.

Du er også velkommen til at tilføje mig derinde, hvis du vil. Jeg har et ret stort netværk og hjælper gerne med at forbinde dig med nogen, hvis jeg kan.

Hvis du har brug for endnu flere input til at komme videre, Dorthe, kan du også læse artiklen her:

 —>  Inspiration til Karriereskift

 

Og du kan overveje online-foredraget:

—> Forstå din manglende arbejdsglæde – og kom videre.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med at få sat noget handling på dine tanker om et muligt job- eller karriereskifte.

  

God arbejdslyst.

 

Kh,

Lotte Stjerne – Kommunikationsrådgiver og karrierecoach med egen virksomhed siden 2014.

Læs mere om mig her <—

 

 

Har du noget at tilføje?

Har du et par opmuntrende ord til Dorthe eller flere gode råd? Skriv endelig en kommentar til hende herunder.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *